Teologi og samfund

Modviljen mod kirkerydning

I forbindelse med de afviste irakiske asylansøgere, der har til søgt tilflugt først i Københavns Domkirke, senere i Brorsons Kirke har Københavns politik sagt, at de meget nødigt vil rydde en kirke. I Norge, hvor der er flere eksempler på kirkeasyl end i Danmark, har det norske Justisdepartement instrueret politiet i ikke at gå ind i kirker for at hente mennesker ud, der har søgt tilflugt, ligesom heller ikke menighederne har lov til at bruge magt for at få tømt kirkerummet.

De protestantiske kirker har ikke helligsteder på samme måde som den katolske kirke. Alligevel er der tilsyneladende noget særligt ved de indviede kirkerum, der gør ubekvemt for ordensmagten at anvende magtmidler i kirken.

Mulige grunde til kirkeasylets overlevelse

Det er der sandsynligvis to grunde til. Og den ene synes at betinge den anden. Den ene grund skyldes den situation som mennesker, der søger tilflugt i et kirkerum selv sætter sig i. Den anden skyldes den særlige karakter, som gør at kirken stadig har karakter af særligt rum i forhold til resten af samfundet, og som det altså derfor giver mening at søge tilflugt i.

Man sparker ikke på folk, der ligger ned

Det letteste først. Folk der søger tilflugt i en kirke, gør det som sidste udvej. Kirken fungerer som et helle i samfundets orden. Det implicerer også, at kirkeasyl mister sin gyldighed, hvis det ikke er sidste udvej. Overfor folk som placerer sig i den mest udsatte position, har de fleste en indbygget modvilje mod at udøve magt. Man sparker ikke på folk, der ligger ned. Og ved at søge tilflugt i en kirke, har man tydeligt tilkendegivet, at man ser sig selv som en, der ligger ned og intet andet kan (At det rent faktisk kan vise sig ikke at være tilfældet, er en anden sag, som de norske biskopper i deres fællesudtalelse også viser, at de er klar over. Se http://www.kirken.no/?event=doLink&famID=37530).

Kirken som helle

Det andet er sværere at indfange, fordi det i højere grad bygger på en fornemmelse, som måske ikke altid er lige bevidst. Kirkerummet repræsenterer et helle. Tidligere fordi det var klart, at i kirken var man under Guds beskyttelse og uden for kongens rækkevidde. I dag forstås det sandsynligvis mindre håndfast. Måske kan denne mindre håndfaste fornemmelse illustreres med et citat fra Luther: ”Gud prøver hjertet og nyrerne; derfor er han en retfærdig dommer. Men menneske dømmer efter det, de kan se; derfor tager de ofte fejl”.

Når forestillingen om kirkerummet som et særligt sted stadig har betydelig rod i folks bevidsthed, så kan det blandt andet hænge sammen med, at forestillingen om kirken som et helle i samfundets orden er med til at fastholde bevidstheden om, at den absolutte retfærdighed er umulig. Der kan ikke gives nogen garanti for, at selv folk med den bedste vilje ikke tager fejl. Selv det bedste retssystem kan have en brist. Og samfund kan i givne situationer have brug for en påmindelse om, at det ikke kan garantere sin egen fejlfrihed.

Værn mod samfundets selvtilstrækkelighed

Juristen Sten Schaumburg-Müller har bl.a. i bogen Krig – dens legitimitet i religion og politik peget på, at soldater, der er overbeviste om, at de kæmpe en retfærdig krig er mere tilbøjelige til at begå overgreb, end de soldater, som snarere ser krigen som et nødvendigt, men problematisk onde.

Når man viger tilbage for at bruge magt i et kirkerum, kan det bl.a. skyldes, at kirkens magtfrie rum netop understreger, at magtanvendelse højst kan blive et nødvendigt onde

Set fra dette perspektiv kan forestillingen om kirken som et helle i samfundet fungere som et nødvendigt værn mod samfundets tendens mod egen selvtilstrækkelighed.

Kirkeasyl som principiel undtagelse

Tanken om kirkeasyl kan derfor heller ikke fanges ind i regler og love. Så bliver den blot en del af den almindelige samfundsorden. Og netop ikke et helle. Det går heller ikke, at den misbruges politisk – selvom denne definiton er vanskelig -, hvis kirkeasyl skal bevare sin funktion som samfundsmæssig undtagelse.