Religion og politik i Danmark. En aktuel analyse
Dagens udgave af Kristeligt Dagblad (11/6) indeholder tre artikler, der tilsammen tegner et interessant billede af den aktuelle udvikling i forholdet mellem religion og politik i Danmark. Det drejer sig dels om Birthe Rønn Hornbechs klumme ”Kirkeligt set”, hvor hun afviser tanken om en religionspolitik i Danmark, det drejer sig om Morten Thomsen Højsgaards nyhedsanalyse ”Juraen overtager dansk religionspolitik” og det drejer sig om Michael Bach Henriksens anmeldelse af Berger, Davies og Fokas’ bog Religiøse USA – sekulære Europa (Anis 2010).
Synet på danskerens religiøsitet
Bogen bag Henriksens anmeldelse havde egentlig fortjent en længere anmeldelse, for dens pointer synes uomgængelige for enhver, der mener sig berettiget til at mene noget om kirkens og religionernes rolle i Danmark. Her finder man nemlig en betydelig mere forfinet og nuanceret analyse af religionens status i Danmark end den, man fx finder i amerikaneren Phil Zuckerman’s Samfund uden Gud (Univers 2008), hvor Danmark alene ses som det religionsløse og netop derfor perfekte samfund. Faktisk ligger Berger, Davies og Fokas’ forståelse af forholdet mellem europæeren og kirken betydeligt tættere op af den forståelse, som Søren Krarup har formuleret i blandt andet bogen Kristendom og danskhed (Hovedland 2001), hvor den almindelige folkekirkedansker, der kun yderst sjældent viser sig i kirken, nærmest gøres til idealtype. Krarup er overbevist om, at han trods sine sjældne besøg alligevel vil forsvare kirken, hvis den bliver truet. Deri giver Berger, Davie og Fokas Krarup ret. De peger blot også på, at det ikke betyder, at det almindelige positivt stemte kirkemedlem aner noget som helst om den kirke, de gerne vil forsvare. Og det er jo mildt sagt et problem for videregivelsen. Hvordan kan man være sikker på, at kristendommen på den måde gives videre til næste generation. Det entydigt pessimistiske svar kunne være, at den gør den så sikkert ikke. Det knap så pessimistiske, men ikke mindre problematiske svar kunne være, at det gør den kun, for så vidt, at kristendommen opløser sig nationalitet.
Sekularisme og anti-intellektualisme som målet?
Hvis det er en reel fare, at kristendommen opløser sig i nationalitetsreligion, så understøttes denne udvikling måske indirekte indirekte af Birthe Rønn Hornbechs afvisning af at være religionsminister. Det er i hvert fald en overvejelse værd. Men det er måske endnu mere relevant at overveje, om afvisningen af en religionspolitik i længden betyder en sikring af den frie og åbne religionsudøvelse i Danmark eller, om det i virkeligheden befordrer en udvikling i sekularistisk retning.
Berger, Davie og Fokas’ bog kaster mange interessante perspektiver på den danske situation. Jeg skal her blot nævne endnu én: En del af kulturforskellen mellem Europa og USA viser sig i synet på intellektuelles rolle. Simpelt sagt har det i USA ikke givet meget respekt at være klog, hvis man ikke også var rig. Fogh-regeringens opgør med ekspertvældet kan ses som udtryk for en tilnærmelse til et amerikansk syn på intellektuelle, som blev understøttet af Dansk Folkepartis hensyn til det ”tavse flertal”. Betød denne støtte, som var ment som en støtte til fordel for den almindelige dansker, i virkeligheden en bevægelse bort fra den europæiske tænksomhed og imod amerikanske tilstande, hvor alt afhænger af markedsværdien?
Det er svært at sige sig helt fri for den tanke, at visse politikeres bevidste agenda kan ende med at medføre det stik modsatte, at det der var hensigten.