Teologi og samfund

I denne uge traf landsretten sin afgørelse i sagen om retten til at offentliggøre detaljer om Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs liv i bogform. Afgørelsen fastslog, at forlaget Gyldendal og forfatteren Claus Beck-Nielsen med begrundelse i kunstens ytringsfrihed har lov at offentliggøre personlige detaljer om tredjepart, også uden dennes samtykke. Det er kun alt for nærliggende at spekulere på, hvorvidt hele denne proces blot er endnu en del af Claus Beck-Nielsens total-teater. Disse spekulationer er endnu ikke manet i jorden, men i det øjeblik landsretten har truffet sin afgørelse, er det egentlig også lige meget. I det øjeblik er grænsen mellem kunst og retsvirkelighed overskredet. Om den nye retsvirkelighed er fremprovokeret eller ej, betyder nu ikke længere noget. Retssystemet har overtaget projektet. Dommen er i sig selv udtryk for en konsekvent udvikling.

Den overvejende del af moderne kultur har fået sin identitet gennem autoritetsopgøret. Efterhånden er der blot meget få autoriteter tilbage. Magten har mistet autoritet. Enhver kan i dag blive politiker. Derfor behandles de, som de gør. Lærerne har mistet autoritet. Kirken har mistet autoritet. Til gengæld har behovet for autoritetsopgør spredt sig fra venstrefløj til højrefløj. Det er nyt. Man har kunnet se det i forsøgene på at stable en ateistisk bevægelse på banen. Den har mange borgerlige deltagere. Når det religionskritiske autoritetsopgør alligevel er forholdsvis begrænset, skyldes det, at det er svært at få øje på kirkens autoritet i den virkelige verden. Derfor handler den nye religionskritik mindst lige så meget om menneskets behov for autoritetsopgør, som den handler om religion.

Hvis autoritetsopgøret skal være konsekvent, er der i virkeligheden stort set kun én autoritet tilbage, nemlig én selv. Derfor er det ganske konsekvent, at autoritetsopgøret nu omsider vender sig mod individet. Dommen er den foreløbige kulmination om en proces, der over længere tid har udfordret individets privatsfære. Vi har i dag alle krav på at få alt at vide om alle. Alvidenhed er ikke længere forbeholdt det guddommelige, men omfattes som noget nær en principiel rettighed. Men dermed udfordrer individets behov for autoritetsopgør på samme tid individets selvbestemmelse. Det konsekvente autoritetsopgør må naturligvis medføre en opløsning af selvet. Det er i bogstavelig forstand selvopløsende.

Selvopløsning har været omdrejningspunktet i Claus Beck-Nielsens projekter. Landsrettens dom har nu overtaget projektet. Og endnu er retssystemets autoritet ikke for alvor anfægtet.

Indre Mission har efter mange års folkekirkelig trofasthed forleden åbnet for at indlemme frikirker i bevægelsen. Argumentet er, at denne kursændring skal sikre, at missionsbevægelsens unge stadig kan holdes indenfor.

Indre Mission og moderne individualisme

Kursskiftet afslører, at Indre Mission som så mange andre historiske institutioner har det svært med generationsskiftet i det 21. århundrede. Ældre tiders pligtfølelse overfor det fælles eller det, som engang hed det givne, skal man hos den yngre del af befolkningen lede længe efter. Indre Mission ser her ikke ud til at adskille sig fra resten af samfundet. Mennesket er i det 21. århundrede først og fremmest individ, og vil ikke presses ind i på forhånd givne fællesskab, som det ikke selv har valgt.

På den anden side har det altid været fromhedsbevægelsernes brændstof. Netop derfor ser mange religionshistorikere pietismen som den historiske forløber for moderne individualisme. Og der er faktisk også en del lighedstræk mellem tidens højtråbende sekularister og ateister og Indre Missions frikirkelige unge. Ikke bare overbevisningen om, at man hører til de få udvalgte, der har gennemskuet tilværelsen, og derfor ikke finder sig i noget, forener disse to grupper. Også opfattelsen af, hvad religion er, vil i vid udstrækning stemme overens. Forskellen ligger alene i om, man er for eller imod.  Hvis der er noget religionskritikere og den kirkelige højrefløj kan blive enige om, så er det, hvad religion er.

Ganske interessant har norsk forskning vist, at medlemstallet for Human-etisk Forbund er størst i de byer, hvor bedehusene har været mest konservative i deres kristendomsopfattelse.

Illusion eller redning?

Spørgsmålet er, om kursskiftet bliver Indre Missions redning. Jeg tror det ikke. Det er en illusion at forestille sig, at de kommende børn idet nye frikirkelige Indre Mission vil være mere loyale over for deres forældres projekt, end deres egne forældre selv var. Problemet kan måske løses med hårdhændet børneopdragelse – men nok kun for en tid. Mit bud vil dog være, at Indre Mission med næste generationsskrifte vil spalte sig ud i endnu flere og nok så væsentligt mindre frikirker, hvor man kan bekræfte hinanden i at høre til de udvalgte. Kirkehistorien har mange eksemplarer på, hvad der sker, når religiøse samfund vælger at gå ud af verden, frem for ind i verden. De er ikke opmuntrende.

Fremtidens folkekirke

Vil folkekirken så vinde ved Indre Missions kursskifte? Vil den vinde ved at få skåret den ”tunge ende” fra? Det er svært at svare på. Faren er, at Indre Mission i endnu højere grad end tidligere vil etablere et kirkeligt parallelsamfund, der vil kunne bekræfte anti-religiøse kræfters fordomme. Det vil næppe være til gavn for den trods alt store gruppe i samfundet, der gerne støtter op om folkekirken, og det vil heller ikke være til gavn for dem, den mener, at kristendommen netop indeholder den pointe, at tro og fornuft ikke behøver være hinandens absolutte modsætninger, men har brug for den gensidige udfordring.

Indre Mission ser ud til at være fanget af tidsånden. Er man pessimistisk anlagt kan kursskiftet ses som en milepæl i det fremadskridende nedbrud af forpligtende fællesskaber. Det er der givetvis folk i Indre Mission, der ønsker. Det ligger jo i tiden.

Det behøver ikke gå sådan. Men det betyder, at samfundet må begynde at besinde sig på, hvilken slags kirke, den ønsker for sig selv. Og det betyder, at folkekirken i endnu højere grad end tidligere må belave sig på, at det kræver noget, at fastholde folkekirken som et på én gang åbent og forpligtende fællesskab for den store gruppe af medlemmer, der er lige utilpas ved højtråbende ateister på den ende side og et frikirkeligt Indre Mission på den anden side – og hvor ingen af de sidstnævnte tilsyneladende har noget at lade hinanden høre, når det kommer til selvretfærdig selvtilstrækkelighed.

Venstre sløjer sin landsmødegudstjeneste. Folketingets åbningsgudstjeneste kritiseres. Årsagen er enten, at færre forbinder noget med en åbningsgudstjeneste, eller at den ses som en uhellig sammenblanding af religion og politik.

Det sidste kan være tilfældet, men er det ikke nødvendigvis. Derfor kan der være god grund til at minde om åbningsgudstjenesters rationale.

Hvis nu der er sådan, at en åbningsgudstjeneste ikke forsøger at påvirke deltagerne til bestemte politiske beslutninger, hvad gør den så? Den fastholder deltagerne – hvad enten de er politikere eller udøver andre hverv – på det forhold, at de varetager et ansvar, der er større og dækker mere end ansvaret for egen politisk karriere, nemlig ansvaret for samfundet som helhed. Det er den samme tanke, der ligger i, at ministre må til dronningen ved udnævnelse og fratrædelse. En instans, der ligger uden for samfundets almindelige fnidderfnadder og personlige karrieremål er nemlig betydeligt bedre gearet til at fastholde dette fælles samfundsansvar.

Det gælder også åbningsgudstjenesten, der netop ikke skal diktere politiske beslutninger, men fastholde forestillingen om dette fælles ansvar, der er større end personlige og partimæssige interesser, og som må varetages efter bedste evne og politisk overbevisning. Dette ansvar kan det politiske ikke formulere på samme måde, fordi en appel til det fælles ansvar i en politikers mund naturligt knyttes sammen med en bestemt politisk løsning og opfattelse, og derfor alt for let bliver en del af det almindelige politiske spile, hvor det gælder om at promovere sig selv på andres bekostning.

Åbningsgudstjenester har altså et rationale. Man kan vælge at blive væk. Var der tvang ville det jo ødelægge meningen. Men dens rationale ser samfundet ud til at have gavn af.  Resten af samfundet kan nemlig hurtigt opløse sig i egeninteresser.

Dagens udgave af Kristeligt Dagblad (11/6) indeholder tre artikler, der tilsammen tegner et interessant billede af den aktuelle udvikling i forholdet mellem religion og politik i Danmark. Det drejer sig dels om Birthe Rønn Hornbechs klumme ”Kirkeligt set”, hvor hun afviser tanken om en religionspolitik i Danmark, det drejer sig om Morten Thomsen Højsgaards nyhedsanalyse ”Juraen overtager dansk religionspolitik” og det drejer sig om Michael Bach Henriksens anmeldelse af Berger, Davies og Fokas’ bog Religiøse USA – sekulære Europa (Anis 2010).

Synet på danskerens religiøsitet

Bogen bag Henriksens anmeldelse havde egentlig fortjent en længere anmeldelse, for dens pointer synes uomgængelige for enhver, der mener sig berettiget til at mene noget om kirkens og religionernes rolle i Danmark. Her finder man nemlig en betydelig mere forfinet og nuanceret analyse af religionens status i Danmark end den, man fx finder i amerikaneren Phil Zuckerman’s Samfund uden Gud (Univers 2008), hvor Danmark alene ses som det religionsløse og netop derfor perfekte samfund. Faktisk ligger Berger, Davies og Fokas’ forståelse af forholdet mellem europæeren og kirken betydeligt tættere op af den forståelse, som Søren Krarup har formuleret i blandt andet bogen Kristendom og danskhed (Hovedland 2001), hvor den almindelige folkekirkedansker, der kun yderst sjældent viser sig i kirken, nærmest gøres til idealtype. Krarup er overbevist om, at han trods sine sjældne besøg alligevel vil forsvare kirken, hvis den bliver truet. Deri giver Berger, Davie og Fokas Krarup ret. De peger blot også på, at det ikke betyder, at det almindelige positivt stemte kirkemedlem aner noget som helst om den kirke, de gerne vil forsvare. Og det er jo mildt sagt et problem for videregivelsen. Hvordan kan man være sikker på, at kristendommen på den måde gives videre til næste generation. Det entydigt pessimistiske svar kunne være, at den gør den så sikkert ikke. Det knap så pessimistiske, men ikke mindre problematiske svar kunne være, at det gør den kun, for så vidt, at kristendommen opløser sig nationalitet.

Sekularisme og anti-intellektualisme som målet?

Hvis det er en reel fare, at kristendommen opløser sig i nationalitetsreligion, så understøttes denne udvikling måske indirekte indirekte af Birthe Rønn Hornbechs afvisning af at være religionsminister. Det er i hvert fald en overvejelse værd. Men det er måske endnu mere relevant at overveje, om afvisningen af en religionspolitik i længden betyder en sikring af den frie og åbne religionsudøvelse i Danmark eller, om det i virkeligheden befordrer en udvikling i sekularistisk retning.

Berger, Davie og Fokas’ bog kaster mange interessante perspektiver på den danske situation. Jeg skal her blot nævne endnu én: En del af kulturforskellen mellem Europa og USA viser sig i synet på intellektuelles rolle. Simpelt sagt har det i USA ikke givet meget respekt at være klog, hvis man ikke også var rig. Fogh-regeringens opgør med ekspertvældet kan ses som udtryk for en tilnærmelse til et amerikansk syn på intellektuelle, som blev understøttet af Dansk Folkepartis hensyn til det ”tavse flertal”. Betød denne støtte, som var ment som en støtte til fordel for den almindelige dansker, i virkeligheden en bevægelse bort fra den europæiske tænksomhed og imod amerikanske tilstande, hvor alt afhænger af markedsværdien?

Det er svært at sige sig helt fri for den tanke, at visse politikeres bevidste agenda kan ende med at medføre det stik modsatte, at det der var hensigten.

Tanken om selvudslettende underkastelse synes at være vandret fra religion til arbejdsliv.

Prædiketeksten til på søndag indholder nogle af de barske vers i Det Nye Testamente: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”, siger Jesus (Luk 14,26)

Sådan et udsagn er lige til en avisforside. Det er jo fanatisme, når den er værst. En sådan radikalitet synes at kunne begrunde de grusomste ting? Det kommer dog i høj grad an på sammenhængen. Nu skal jeg ikke forgribe søndagens prædikener og her afsløre, hvad meningen med det citerede vers fra Lukasevangeliet mon kan være. Er man nysgerrig, må man selv finde sig en gudstjeneste på søndag.

Ofrets samfundsmæssige status

Derimod kan teksten give anledning til nogle mere almene overvejelser over offerets og underkastelsens status i dagens samfund. Her er der ikke megen plads til religiøst motiverede ofre. Kritikken af religion drejer sig ofte om det, der ses som irrationel, ukritisk underkastelse under en ikke samfundsaccepteret autoritet.

Ser man på synet på offer og underkastelse i arbejdsliv og politik, ser det imidlertid helt anderledes ud. Her glorificeres offeret direkte eller indirekte. Ingen når helt til erhvervslivets top uden at – om ikke ligefrem hade –, så dog forsømme sin familie. Og ganske vist har både statsministeren og udenrigsministeren forsøgt at pille ved den almindelige forventning om, at ministrere ofrer eget liv til fordel for de politiske forpligtigelser, ved at henvise til at de også har en familie at tage sig af. Bagudskuende var det dog ikke en manøvre, der lykkedes entydigt.

Også på de øverste embeder synet samfundet at kræve kompromisløs offervilje, uden at det opfatte som problematisk.

I arbejdslivet må man også ofte – og måske i stigende grad – leve med en anden form for underkastelse, som indebærer et kompromis med ytringsfriheden. I de senere år har denne adfærd bredt sig til det offentlige, hvor ledere i stigende grad kræver en lignende form for underkastelse. Man kritiserer ikke altid ustraffet en ledelsesbeslutning.

Det synes altså alment accepteret – nogle gange lige frem forventet –, at man ofrer sig for arbejde, karriere eller embede, eller underkaster sig i de vilkår, der nu gælder der.

Religion som samfundskritik

Her kan tanken om, at kun en guddommelig magt kan kræve fuldstændig underkastelse i virkeligheden give individet mere frihed, fordi den gør alle andre magtinstanser relative. Ingenting er derfor helt enkelt. Den samme tanke kan resultere i både fanatisme og frihed.

Forestillingen om det nødvendige offer forsvinder altså ikke med religionen, tværtimod kan religion være med til at holde dens verdslige variant i ave. Samtidig kan man undre sig over, at tanken om selvopofrende underkastelse rammes af kritik, hvis den er religiøs, men anses som selvfølgelig andre steder i samfundet.

Melanchthon var den anden store lutherske reformationsteolog ved siden af Martin Luther. Trods sin ubetvivlelige begavelse har han dog altid stået i skyggen af den lidt ældre Luther. Hans betydning for lutherdommens udvikling skal man imidlertid ikke undervurderes. Han stod for den første store universitetsreform og bidrag med talrige lærebøger. En læsning af hans lærebog i etik kan få én til at kaste et kritisk blik på visse udviklingslinjer i dagens samfund. To eksempler er der plads til her.

Lærdom og økonomi

Melanchthon er meget interesseret i den hensigtsmæssige indretning af samfundet. Med kirken som eksempel beskriver han, hvordan det højeste embede er det, der knyttes til udlægningen af kirkens lære. Her har man brug for højt uddannede mennesker, der ikke er besat af lidenskaber, der kan forstyrre deres dømmekraft. Det laveste embede er det, der tager sig at indtægter og udgifter, bygninger og almisser. Her kræves der ikke så stor dømmekraft. For at føre husholdning er det nok at være omhyggelig og ærlig. Denne skelnen kan for Melanchthon overføres på andre dele af samfundet.

Her kunne man jo blive fristet til at kigge kritisk på dagens samfund og her konstatere, at det ofte er kassemesteren, der har sat sig på det højeste embede, men ikke altid med ærlighed og omhyggelighed – og heller ikke altid med respekt for, at der kan være vigtigere spørgsmål end de økonomiske.

Ejendomsret og synd

Et andet interessant emne – fra en nutidig betragtning – er Melanchthons syn på begrebet ejendomsret. Melanchthon er en stærk fortaler for den private ejendomsret, men kun fordi menneskelig synd er et vilkår man må regne med. Menneskelig egoisme er for Melanchthon et vilkår og ikke et ideal. For at kunne handle ret og tage sit samfundsansvar på sig, er ejendomsretten nødvendig, men for Melanchthon var der ingen tvivl om, at i den jordisk uopnåelige idealtilstand ville alting være fælles.

Dette har i mange århundrede præget den lutherske tilgang til samfundsøkonomiske spørgsmål. I vore dage brydes den med liberalismens positive opfattelse af egoismen som samfundets motor og derfor som et gode. Oven på finanskrisen synes Melanchthons reformatoriske opfattelse af egoismen som synd ikke helt uden forbindelse til virkeligheden.

Den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon forsvarer i disse dage det katolske cølibatskrav. ”Den kærlighed og opmærksomhed, som man må lægge til et menneske og barn i ægteskabet, gives i stedet til Gud og menigheden. Og så vidner man med cølibat om, at der er nogle højere ting, man vil give sit liv for”, siger Czeslaw Kozon fx til Politiken, og betegner cølibatet som en måde at ære Gud på.

Den enkelte bringer således gennem cølibatet et offer og viser dermed sin ydmyghed over for Gud. Dermed tydeliggør Czeslaw Kozon også, hvorfor der er afgørende forskel på den katolske og den lutherske forståelse af forholdet mellem Gud og verden.

Sagt meget forenklet, så gælder det i Kozons katolske kristendom om at holde verden på afstand, for at komme tættere på Gud. Kærligheden til børn og ægtefælle er dybest set alternativer til kærligheden til Gud. I luthersk kristendom er mennesket retfærdiggjort ved tro alene. Det betyder dels, at mennesket ikke kan gøre noget for at komme tættere på Gud, dels at det i troen er så tæt på Gud, som man kan komme. Netop fordi troen bringer Gud ganske tæt på, kommer verden også tæt på. Kærligheden til en ægtefælle behøver ikke længere konkurrere med kærligheden til Gud. Tværtimod får mennesket, der ikke i sig selv kan ære Gud, af Gud i troen mulighed for at ære Gud alligevel i varetagelsen af det almindelige dagligdags familie- og arbejdsliv. Også her kan det være nødvendigt at bringe ofre, ikke fordi det i sig selv ærer Gud, men fordi det kan være det rigtige i forhold til medmennesket. Netop når livet leves til gavn for medmennesket æres Gud. Det er bl.a. denne tanke, der er med til at forandre samfundsforståelsen i de nordeuropæiske lande.

Kozons katolske forståelse af cølibatets rolle er dermed ikke kun et spørgsmål om en bestemt teologisk forståelse af præstens rolle, men også udtryk for et bestemt syn på menneskets placering i samfundet. Dermed er diskussionen om cølibatet i den katolske kirke endnu et eksempel på, at teologi og samfundssyn hænger ganske uløseligt sammen.

Fredag den 15. marts afholdt Teologisk Forening og Religionsvidenskabelig Forening i Århus et fællesarrangement om kristendommen i undervisningen. Der var inviteret tre oplægsholdere fra henholdsvis seminarie- og universitetsverdenen.

Anledningen var en rapport om KLM(Kristendom/Livsoplysning/Medborgerskab)-fagets aktuelle tilstand i læreruddannelsen forfattet af bl.a. seminarelektor Pia Böwadt, som viste tendenser til, at Jesu forkyndelse og Luthers reformation på den ene side og demokrati og tolerance på den anden side uproblematisk blev opfattet som en sammenhængende udviklingsproces. Dette var udgangspunktet for en generel drøftelse af, hvordan kristendommen bedst repræsenteres og præsenteres i undervisningen.

Lutherdom og demokrati

Det rejste bl.a. en debat om, hvordan man i undervisningen præsenterer den nødvendige kompleksitet i fremstillingen af forholdet mellem fx evangelisk-luthersk kristendom og det danske demokrati. På den ene side er det jo klart, at demokrati på ingen måde springer direkte ud af reformationsbevægelsen. På den anden side sættes der med reformationen en udvikling i gang, der befordrer udviklingen af den nordeuropæiske samfundsmodel, men som på den anden side er utænkelig uden med- og modspillet fra den europæiske oplysningstænkning. Hvordan denne kompleksitet formildes i undervisning i folkeskole, gymnasium og seminarium er en stor udfordring, som venter på at blive taget op.

Teologiforskrækkelse i gymnasieskolen?

Annika Hvidthamar fra Syddansk Universitet problematiserede indholdet af bl.a. gymnasieskolens religionsundervisning, der i et anbefalet standardforløb for indføring i kristendom på 12 undervisningsgange indeholdt ca. 4 lektioner med tekster fra Gammel Testamente, 1 besøg hos en lokal præst, 5 lektioner med tekster fra Ny Testamente og endelig 2 lektioner til dækning af reformation og det løse. Annika Hvidthamar savnede i den grad plads til komparative sammenligninger med andre religioner, tilstedeværelse af andre kristendomsformer end den evangelisk-lutherske og religionssociologi. Hun har afgjort ret i, at det refererede standardforløb med fordel kunne suppleres med bredere udsyn. Samtidig viste forløbet, at det store fokus på bibelske tekster, betyder, at der ikke er plads til undervisning i kristendommen som dels en levende og mangefacetteret religion, dels en tænkende religion med plads til filosoffer som fx Kierkegaard eller Løgstrup. Dermed frarøver man elever muligheden for at forstå kristendommens betydning i det moderne Danmark og for at forstå, hvordan kristendommen kan opfattes som meningsfuld for mennesker i dag. Det burde jo dog være en del af målet, hvis målet er at man skal blive bedre til at forstå den virkelighed, men lever i.

Forbehold

Ovenstående skal læses med det forbehold, at der sandsynligvis findes steder, hvor opgaven lykkes. Det ændrer dog ikke på, at oplæggene viste, at der også er tilfælde, hvor opgaven ikke lykkes, og at de forskellige fagbeskrivelser kunne bære en del af skylden.

Religionsfriheds betydning

Religionsfrihed betød en gang frihed til at dyrke sin religion. Det var hovedsagen, da religionsfrihed blev en del af menneskerettighederne. I dagens debat betyder det i lige så høj grad frihed fra religion. Senest i klagen over Kristusbilledet fra Jellingestenen i de danske pas. Nu er Jellingestenen jo mere end en religiøs sten. Faktisk er det lige så meget en politisk sten: et symbol både på kristendommens indførelse i Danmark og på dannernes samling under en konge, hvad enten det nu er historisk korrekt eller ej. Jellingestenen er en del af Danmarks historie. Og skal man fjerne religiøse symboler fra det offentlige rum, forsvinder også de fleste nationale symboler. Nationens og kristendommens historie er vævet uløseligt ind i hinanden. Uden at de af den grund kan reduceres til hinanden. Netop det forhold er med til at sikre en vis rummelighed.

Positiv sikring eller negativ afvisning

Forskydningen i betydningen af ordet religionsfrihed afspejler den stadigt stigende individualisering. Religionsfrihed var i den klassiske forståelse en frihed, man positivt var forpligtet til at give andre. I dag synes religionsfrihed snarere at være individets negative afvisning af en omverden, man ikke bryder sig om. Problematisk bliver det for alvor, når den negative afvisning hæves op over individniveau og forplanter sig til offentlig lovgivning og forvaltning.

Frihedsbegrænsning eller frihedsbevægelse

Frihedsbegrænsende forbud retter sig generelt mod tre områder: politik, seksualitet eller religion. Totalitarisme tager sin begyndelse, når statens forbud begynder at orientere sig mod en eller flere af disse områder. Frihedsbevægelsen går derimod den modsatte vej: først friheden til at dyrke andre guder, så friheden til at tænke og handle efter egen politisk overbevisning, og til sidst den seksuelle frigørelse.

Den religiøse ømfindtlighed

Frihedsrettigheder kommer ikke af sig selv. Man må være bevidst om dem. Mens vi i dag har seksuel og politisk frihed, så er religionsfriheden faktisk under pres. I dag, hvor selv seriøse dagblade gerne sætter bare bryster på forsiden af navnlig netaviser, forekommer religiøse symboler langt mere provokerende end pornografisk materiale.

Generelt afspejler ømfindtligheden overfor religiøse symboler ønsket om selv at kunne vælge sin omverden. Det lader sig som bekendt ikke gøre, men det har ikke forhindret talrige forsøg på det.

Ømfindtligheden overfor religiøse symboler kan sagtes brede sig. Det er set før. Spørgsmålet er om det er politikken eller seksualiteten, udviklingen først breder sig til – eller om udviklingen vender, inden man når så langt.

Mad og spiseregler

Det er svært med religion. Samfundsdebatten viser tydelige tendenser på, at mange efterhånden mener at religionsfrihed betyder frihed for religion.

Derfor bliver balancegangen mellem universelle principper og lokale hensyn, eller mellem system og individ stadigt vanskeligere for politikere og debattører at håndtere.

Lige nu diskuteres det, om en lokal skole må holde møde uden fædre, og om man ikke bør kræve sikkerhed for, at svinekød er obligatorisk pensum i alle børnehaver. Ingen synes endnu at have bragt ind i debatten, hvorfor der egentlig ikke er andre spiseregler i Danmark end dem, som vanen og almindelig kræsenhed dikterer. Det er, når vi sammenligner os med resten af verden, overhovedet ikke nogen selvfølge.

Hvorfor må danskere spise alting?

Både jødedom og islam har meget klare spiseregler. Og blandt moderne jøder synes kosher-mad faktisk at være blevet trendy. Kristendommen derimod har ingen spiseregler. Tværtimod har kristendommen i høj grad et medansvar for, at danskere gladeligt kaster sig over frikadeller og flæskesteg.

Spiseregler i Det Nye Testamente

I Apostlenes Gerninger beretter apostlen Peter om et syn har fået. En dug blev sænket ned foran ham fra Himlen, og på den lå ”jordens firbenede dyr, vilde dyr og krybdyr og himlens fugle”, og en stemme sagde til Peter: ”Rejs dig, Peter, slagt og spis”! Det ville Peter ikke, fordi dyrene på dugen efter jødiske regler fra vanhellige og urene. Men Peter får besked på, at spise alligevel, for hvad Gud har kaldet helligt, må Peter ikke kalde urent.

“Uren bliver man af det, der kommer ud af munden”

Beretningen i Apostlene Gerninger peger tilbage på en fortælling om Jesus i Matthæusevangeliet, hvor Jesus anklages for at lade sine disciple bryde renhedsforskrifterne. Til dem svarer han: ”Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.”

Her ligger årsagen til, at kristendommen ikke har nogen spiseregler. Faktisk kan man sige, at ophævelsen af spiseregler er lige så religiøst motiveret som forbuddet mod at spise noget bestemt. Der er dermed også lagt en kim til sekulariseringen, men det er en anden og længere historie, som vi ikke bliver færdige med foreløbig.

I den aktuelle debat kunne man til en begyndelse ønske sig, at flere tænkte lidt dybere over, hvad der mon menes med, at det er det, der kommer ud af munden, der kan gøre et menneske urent.