Teologi og samfund

Dagens udgave af Kristeligt Dagblad (11/6) indeholder tre artikler, der tilsammen tegner et interessant billede af den aktuelle udvikling i forholdet mellem religion og politik i Danmark. Det drejer sig dels om Birthe Rønn Hornbechs klumme ”Kirkeligt set”, hvor hun afviser tanken om en religionspolitik i Danmark, det drejer sig om Morten Thomsen Højsgaards nyhedsanalyse ”Juraen overtager dansk religionspolitik” og det drejer sig om Michael Bach Henriksens anmeldelse af Berger, Davies og Fokas’ bog Religiøse USA – sekulære Europa (Anis 2010).

Synet på danskerens religiøsitet

Bogen bag Henriksens anmeldelse havde egentlig fortjent en længere anmeldelse, for dens pointer synes uomgængelige for enhver, der mener sig berettiget til at mene noget om kirkens og religionernes rolle i Danmark. Her finder man nemlig en betydelig mere forfinet og nuanceret analyse af religionens status i Danmark end den, man fx finder i amerikaneren Phil Zuckerman’s Samfund uden Gud (Univers 2008), hvor Danmark alene ses som det religionsløse og netop derfor perfekte samfund. Faktisk ligger Berger, Davies og Fokas’ forståelse af forholdet mellem europæeren og kirken betydeligt tættere op af den forståelse, som Søren Krarup har formuleret i blandt andet bogen Kristendom og danskhed (Hovedland 2001), hvor den almindelige folkekirkedansker, der kun yderst sjældent viser sig i kirken, nærmest gøres til idealtype. Krarup er overbevist om, at han trods sine sjældne besøg alligevel vil forsvare kirken, hvis den bliver truet. Deri giver Berger, Davie og Fokas Krarup ret. De peger blot også på, at det ikke betyder, at det almindelige positivt stemte kirkemedlem aner noget som helst om den kirke, de gerne vil forsvare. Og det er jo mildt sagt et problem for videregivelsen. Hvordan kan man være sikker på, at kristendommen på den måde gives videre til næste generation. Det entydigt pessimistiske svar kunne være, at den gør den så sikkert ikke. Det knap så pessimistiske, men ikke mindre problematiske svar kunne være, at det gør den kun, for så vidt, at kristendommen opløser sig nationalitet.

Sekularisme og anti-intellektualisme som målet?

Hvis det er en reel fare, at kristendommen opløser sig i nationalitetsreligion, så understøttes denne udvikling måske indirekte indirekte af Birthe Rønn Hornbechs afvisning af at være religionsminister. Det er i hvert fald en overvejelse værd. Men det er måske endnu mere relevant at overveje, om afvisningen af en religionspolitik i længden betyder en sikring af den frie og åbne religionsudøvelse i Danmark eller, om det i virkeligheden befordrer en udvikling i sekularistisk retning.

Berger, Davie og Fokas’ bog kaster mange interessante perspektiver på den danske situation. Jeg skal her blot nævne endnu én: En del af kulturforskellen mellem Europa og USA viser sig i synet på intellektuelles rolle. Simpelt sagt har det i USA ikke givet meget respekt at være klog, hvis man ikke også var rig. Fogh-regeringens opgør med ekspertvældet kan ses som udtryk for en tilnærmelse til et amerikansk syn på intellektuelle, som blev understøttet af Dansk Folkepartis hensyn til det ”tavse flertal”. Betød denne støtte, som var ment som en støtte til fordel for den almindelige dansker, i virkeligheden en bevægelse bort fra den europæiske tænksomhed og imod amerikanske tilstande, hvor alt afhænger af markedsværdien?

Det er svært at sige sig helt fri for den tanke, at visse politikeres bevidste agenda kan ende med at medføre det stik modsatte, at det der var hensigten.

Tanken om selvudslettende underkastelse synes at være vandret fra religion til arbejdsliv.

Prædiketeksten til på søndag indholder nogle af de barske vers i Det Nye Testamente: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”, siger Jesus (Luk 14,26)

Sådan et udsagn er lige til en avisforside. Det er jo fanatisme, når den er værst. En sådan radikalitet synes at kunne begrunde de grusomste ting? Det kommer dog i høj grad an på sammenhængen. Nu skal jeg ikke forgribe søndagens prædikener og her afsløre, hvad meningen med det citerede vers fra Lukasevangeliet mon kan være. Er man nysgerrig, må man selv finde sig en gudstjeneste på søndag.

Ofrets samfundsmæssige status

Derimod kan teksten give anledning til nogle mere almene overvejelser over offerets og underkastelsens status i dagens samfund. Her er der ikke megen plads til religiøst motiverede ofre. Kritikken af religion drejer sig ofte om det, der ses som irrationel, ukritisk underkastelse under en ikke samfundsaccepteret autoritet.

Ser man på synet på offer og underkastelse i arbejdsliv og politik, ser det imidlertid helt anderledes ud. Her glorificeres offeret direkte eller indirekte. Ingen når helt til erhvervslivets top uden at – om ikke ligefrem hade –, så dog forsømme sin familie. Og ganske vist har både statsministeren og udenrigsministeren forsøgt at pille ved den almindelige forventning om, at ministrere ofrer eget liv til fordel for de politiske forpligtigelser, ved at henvise til at de også har en familie at tage sig af. Bagudskuende var det dog ikke en manøvre, der lykkedes entydigt.

Også på de øverste embeder synet samfundet at kræve kompromisløs offervilje, uden at det opfatte som problematisk.

I arbejdslivet må man også ofte – og måske i stigende grad – leve med en anden form for underkastelse, som indebærer et kompromis med ytringsfriheden. I de senere år har denne adfærd bredt sig til det offentlige, hvor ledere i stigende grad kræver en lignende form for underkastelse. Man kritiserer ikke altid ustraffet en ledelsesbeslutning.

Det synes altså alment accepteret – nogle gange lige frem forventet –, at man ofrer sig for arbejde, karriere eller embede, eller underkaster sig i de vilkår, der nu gælder der.

Religion som samfundskritik

Her kan tanken om, at kun en guddommelig magt kan kræve fuldstændig underkastelse i virkeligheden give individet mere frihed, fordi den gør alle andre magtinstanser relative. Ingenting er derfor helt enkelt. Den samme tanke kan resultere i både fanatisme og frihed.

Forestillingen om det nødvendige offer forsvinder altså ikke med religionen, tværtimod kan religion være med til at holde dens verdslige variant i ave. Samtidig kan man undre sig over, at tanken om selvopofrende underkastelse rammes af kritik, hvis den er religiøs, men anses som selvfølgelig andre steder i samfundet.

Melanchthon var den anden store lutherske reformationsteolog ved siden af Martin Luther. Trods sin ubetvivlelige begavelse har han dog altid stået i skyggen af den lidt ældre Luther. Hans betydning for lutherdommens udvikling skal man imidlertid ikke undervurderes. Han stod for den første store universitetsreform og bidrag med talrige lærebøger. En læsning af hans lærebog i etik kan få én til at kaste et kritisk blik på visse udviklingslinjer i dagens samfund. To eksempler er der plads til her.

Lærdom og økonomi

Melanchthon er meget interesseret i den hensigtsmæssige indretning af samfundet. Med kirken som eksempel beskriver han, hvordan det højeste embede er det, der knyttes til udlægningen af kirkens lære. Her har man brug for højt uddannede mennesker, der ikke er besat af lidenskaber, der kan forstyrre deres dømmekraft. Det laveste embede er det, der tager sig at indtægter og udgifter, bygninger og almisser. Her kræves der ikke så stor dømmekraft. For at føre husholdning er det nok at være omhyggelig og ærlig. Denne skelnen kan for Melanchthon overføres på andre dele af samfundet.

Her kunne man jo blive fristet til at kigge kritisk på dagens samfund og her konstatere, at det ofte er kassemesteren, der har sat sig på det højeste embede, men ikke altid med ærlighed og omhyggelighed – og heller ikke altid med respekt for, at der kan være vigtigere spørgsmål end de økonomiske.

Ejendomsret og synd

Et andet interessant emne – fra en nutidig betragtning – er Melanchthons syn på begrebet ejendomsret. Melanchthon er en stærk fortaler for den private ejendomsret, men kun fordi menneskelig synd er et vilkår man må regne med. Menneskelig egoisme er for Melanchthon et vilkår og ikke et ideal. For at kunne handle ret og tage sit samfundsansvar på sig, er ejendomsretten nødvendig, men for Melanchthon var der ingen tvivl om, at i den jordisk uopnåelige idealtilstand ville alting være fælles.

Dette har i mange århundrede præget den lutherske tilgang til samfundsøkonomiske spørgsmål. I vore dage brydes den med liberalismens positive opfattelse af egoismen som samfundets motor og derfor som et gode. Oven på finanskrisen synes Melanchthons reformatoriske opfattelse af egoismen som synd ikke helt uden forbindelse til virkeligheden.

Den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon forsvarer i disse dage det katolske cølibatskrav. ”Den kærlighed og opmærksomhed, som man må lægge til et menneske og barn i ægteskabet, gives i stedet til Gud og menigheden. Og så vidner man med cølibat om, at der er nogle højere ting, man vil give sit liv for”, siger Czeslaw Kozon fx til Politiken, og betegner cølibatet som en måde at ære Gud på.

Den enkelte bringer således gennem cølibatet et offer og viser dermed sin ydmyghed over for Gud. Dermed tydeliggør Czeslaw Kozon også, hvorfor der er afgørende forskel på den katolske og den lutherske forståelse af forholdet mellem Gud og verden.

Sagt meget forenklet, så gælder det i Kozons katolske kristendom om at holde verden på afstand, for at komme tættere på Gud. Kærligheden til børn og ægtefælle er dybest set alternativer til kærligheden til Gud. I luthersk kristendom er mennesket retfærdiggjort ved tro alene. Det betyder dels, at mennesket ikke kan gøre noget for at komme tættere på Gud, dels at det i troen er så tæt på Gud, som man kan komme. Netop fordi troen bringer Gud ganske tæt på, kommer verden også tæt på. Kærligheden til en ægtefælle behøver ikke længere konkurrere med kærligheden til Gud. Tværtimod får mennesket, der ikke i sig selv kan ære Gud, af Gud i troen mulighed for at ære Gud alligevel i varetagelsen af det almindelige dagligdags familie- og arbejdsliv. Også her kan det være nødvendigt at bringe ofre, ikke fordi det i sig selv ærer Gud, men fordi det kan være det rigtige i forhold til medmennesket. Netop når livet leves til gavn for medmennesket æres Gud. Det er bl.a. denne tanke, der er med til at forandre samfundsforståelsen i de nordeuropæiske lande.

Kozons katolske forståelse af cølibatets rolle er dermed ikke kun et spørgsmål om en bestemt teologisk forståelse af præstens rolle, men også udtryk for et bestemt syn på menneskets placering i samfundet. Dermed er diskussionen om cølibatet i den katolske kirke endnu et eksempel på, at teologi og samfundssyn hænger ganske uløseligt sammen.

Fredag den 15. marts afholdt Teologisk Forening og Religionsvidenskabelig Forening i Århus et fællesarrangement om kristendommen i undervisningen. Der var inviteret tre oplægsholdere fra henholdsvis seminarie- og universitetsverdenen.

Anledningen var en rapport om KLM(Kristendom/Livsoplysning/Medborgerskab)-fagets aktuelle tilstand i læreruddannelsen forfattet af bl.a. seminarelektor Pia Böwadt, som viste tendenser til, at Jesu forkyndelse og Luthers reformation på den ene side og demokrati og tolerance på den anden side uproblematisk blev opfattet som en sammenhængende udviklingsproces. Dette var udgangspunktet for en generel drøftelse af, hvordan kristendommen bedst repræsenteres og præsenteres i undervisningen.

Lutherdom og demokrati

Det rejste bl.a. en debat om, hvordan man i undervisningen præsenterer den nødvendige kompleksitet i fremstillingen af forholdet mellem fx evangelisk-luthersk kristendom og det danske demokrati. På den ene side er det jo klart, at demokrati på ingen måde springer direkte ud af reformationsbevægelsen. På den anden side sættes der med reformationen en udvikling i gang, der befordrer udviklingen af den nordeuropæiske samfundsmodel, men som på den anden side er utænkelig uden med- og modspillet fra den europæiske oplysningstænkning. Hvordan denne kompleksitet formildes i undervisning i folkeskole, gymnasium og seminarium er en stor udfordring, som venter på at blive taget op.

Teologiforskrækkelse i gymnasieskolen?

Annika Hvidthamar fra Syddansk Universitet problematiserede indholdet af bl.a. gymnasieskolens religionsundervisning, der i et anbefalet standardforløb for indføring i kristendom på 12 undervisningsgange indeholdt ca. 4 lektioner med tekster fra Gammel Testamente, 1 besøg hos en lokal præst, 5 lektioner med tekster fra Ny Testamente og endelig 2 lektioner til dækning af reformation og det løse. Annika Hvidthamar savnede i den grad plads til komparative sammenligninger med andre religioner, tilstedeværelse af andre kristendomsformer end den evangelisk-lutherske og religionssociologi. Hun har afgjort ret i, at det refererede standardforløb med fordel kunne suppleres med bredere udsyn. Samtidig viste forløbet, at det store fokus på bibelske tekster, betyder, at der ikke er plads til undervisning i kristendommen som dels en levende og mangefacetteret religion, dels en tænkende religion med plads til filosoffer som fx Kierkegaard eller Løgstrup. Dermed frarøver man elever muligheden for at forstå kristendommens betydning i det moderne Danmark og for at forstå, hvordan kristendommen kan opfattes som meningsfuld for mennesker i dag. Det burde jo dog være en del af målet, hvis målet er at man skal blive bedre til at forstå den virkelighed, men lever i.

Forbehold

Ovenstående skal læses med det forbehold, at der sandsynligvis findes steder, hvor opgaven lykkes. Det ændrer dog ikke på, at oplæggene viste, at der også er tilfælde, hvor opgaven ikke lykkes, og at de forskellige fagbeskrivelser kunne bære en del af skylden.

Religionsfriheds betydning

Religionsfrihed betød en gang frihed til at dyrke sin religion. Det var hovedsagen, da religionsfrihed blev en del af menneskerettighederne. I dagens debat betyder det i lige så høj grad frihed fra religion. Senest i klagen over Kristusbilledet fra Jellingestenen i de danske pas. Nu er Jellingestenen jo mere end en religiøs sten. Faktisk er det lige så meget en politisk sten: et symbol både på kristendommens indførelse i Danmark og på dannernes samling under en konge, hvad enten det nu er historisk korrekt eller ej. Jellingestenen er en del af Danmarks historie. Og skal man fjerne religiøse symboler fra det offentlige rum, forsvinder også de fleste nationale symboler. Nationens og kristendommens historie er vævet uløseligt ind i hinanden. Uden at de af den grund kan reduceres til hinanden. Netop det forhold er med til at sikre en vis rummelighed.

Positiv sikring eller negativ afvisning

Forskydningen i betydningen af ordet religionsfrihed afspejler den stadigt stigende individualisering. Religionsfrihed var i den klassiske forståelse en frihed, man positivt var forpligtet til at give andre. I dag synes religionsfrihed snarere at være individets negative afvisning af en omverden, man ikke bryder sig om. Problematisk bliver det for alvor, når den negative afvisning hæves op over individniveau og forplanter sig til offentlig lovgivning og forvaltning.

Frihedsbegrænsning eller frihedsbevægelse

Frihedsbegrænsende forbud retter sig generelt mod tre områder: politik, seksualitet eller religion. Totalitarisme tager sin begyndelse, når statens forbud begynder at orientere sig mod en eller flere af disse områder. Frihedsbevægelsen går derimod den modsatte vej: først friheden til at dyrke andre guder, så friheden til at tænke og handle efter egen politisk overbevisning, og til sidst den seksuelle frigørelse.

Den religiøse ømfindtlighed

Frihedsrettigheder kommer ikke af sig selv. Man må være bevidst om dem. Mens vi i dag har seksuel og politisk frihed, så er religionsfriheden faktisk under pres. I dag, hvor selv seriøse dagblade gerne sætter bare bryster på forsiden af navnlig netaviser, forekommer religiøse symboler langt mere provokerende end pornografisk materiale.

Generelt afspejler ømfindtligheden overfor religiøse symboler ønsket om selv at kunne vælge sin omverden. Det lader sig som bekendt ikke gøre, men det har ikke forhindret talrige forsøg på det.

Ømfindtligheden overfor religiøse symboler kan sagtes brede sig. Det er set før. Spørgsmålet er om det er politikken eller seksualiteten, udviklingen først breder sig til – eller om udviklingen vender, inden man når så langt.

Mad og spiseregler

Det er svært med religion. Samfundsdebatten viser tydelige tendenser på, at mange efterhånden mener at religionsfrihed betyder frihed for religion.

Derfor bliver balancegangen mellem universelle principper og lokale hensyn, eller mellem system og individ stadigt vanskeligere for politikere og debattører at håndtere.

Lige nu diskuteres det, om en lokal skole må holde møde uden fædre, og om man ikke bør kræve sikkerhed for, at svinekød er obligatorisk pensum i alle børnehaver. Ingen synes endnu at have bragt ind i debatten, hvorfor der egentlig ikke er andre spiseregler i Danmark end dem, som vanen og almindelig kræsenhed dikterer. Det er, når vi sammenligner os med resten af verden, overhovedet ikke nogen selvfølge.

Hvorfor må danskere spise alting?

Både jødedom og islam har meget klare spiseregler. Og blandt moderne jøder synes kosher-mad faktisk at være blevet trendy. Kristendommen derimod har ingen spiseregler. Tværtimod har kristendommen i høj grad et medansvar for, at danskere gladeligt kaster sig over frikadeller og flæskesteg.

Spiseregler i Det Nye Testamente

I Apostlenes Gerninger beretter apostlen Peter om et syn har fået. En dug blev sænket ned foran ham fra Himlen, og på den lå ”jordens firbenede dyr, vilde dyr og krybdyr og himlens fugle”, og en stemme sagde til Peter: ”Rejs dig, Peter, slagt og spis”! Det ville Peter ikke, fordi dyrene på dugen efter jødiske regler fra vanhellige og urene. Men Peter får besked på, at spise alligevel, for hvad Gud har kaldet helligt, må Peter ikke kalde urent.

“Uren bliver man af det, der kommer ud af munden”

Beretningen i Apostlene Gerninger peger tilbage på en fortælling om Jesus i Matthæusevangeliet, hvor Jesus anklages for at lade sine disciple bryde renhedsforskrifterne. Til dem svarer han: ”Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.”

Her ligger årsagen til, at kristendommen ikke har nogen spiseregler. Faktisk kan man sige, at ophævelsen af spiseregler er lige så religiøst motiveret som forbuddet mod at spise noget bestemt. Der er dermed også lagt en kim til sekulariseringen, men det er en anden og længere historie, som vi ikke bliver færdige med foreløbig.

I den aktuelle debat kunne man til en begyndelse ønske sig, at flere tænkte lidt dybere over, hvad der mon menes med, at det er det, der kommer ud af munden, der kan gøre et menneske urent.

Efter en pause, er der nu liv på bloggen igen. På universitet strømmer de studerende ind af dørene efter en lang periode med læseferie, jul og eksamen. Vi har vænnet os til, at året hedder 2010, og først lige begyndt at huske at 2010 selvfølgelig også er et jubilæumsår.

Det er fx 450 år side, at Philipp Melanchthon (1497-1560), Martin Luthers nære medarbejder og medreformator døde, og det er 100 år siden at “Lutherrenæssancen” tog sin begyndelse i Tyskland. Både Melanchthon og Lutherrenæssancen har haft stor betydning for kirke og samfundsliv i Danmark. Det vil vi vende tilbage til i løbet af året.

Bevidstheden om, hvad luthersk kristendom står for, spiller ikke længere samme rolle som tidligere. Det viser to parallelle episoder inden for de sidste år. Den ene fandt sted i Norge. Den anden i Danmark. Begge steder spiller en helgenkonge en central rolle. Og begge episoder viser, at centrale tanker i luthersk kristendom ikke længere tillægges nævneværdig betydning i offentligheden.

Kong Olavs hellige sten i Stiklestad

Det kan læses som endnu et udtryk for, at det er individers mening frem for tradition, der bestemmer kirkers liv. Det er ikke vigtigt, hvad andre har sagt og ment en gang, men hvad jeg lige nu synes er godt og rigtigt.

I Stiklestad kirke i Nord-Trøndelag i Norge har man ved en udgravning i kirken fundet den sten, som Norges kong Olav, der senere blev helgen, sandsynligvis udånede på under slaget ved Stiklestad i 1030, ramt af et øksehug. Stenen blev i første omgang fremvist i museet ved siden af kirken, men for ikke så længe stiden blev den imidlertid bragt tilbage i kirken. Og denne gang skete det ikke med en trillebør, men i en procession med både præster og biskopper. Nu ligger stenen så i kirken og giver grå hår på de kirkefolk, der mener, man er nødt til at tænke sig om. Hvordan er det nemlig lige, at man behandler ”hellige sten” i en luthersk kirke. Fortilfælde er der af gode grunde ingen af. Martin Luther smed relikvierne ud af kirken. Han mente nemlig ikke, at der skulle stå noget som helst imellem det enkelte menneske og Gud. Og Gud viser sig kun for det enkelte menneske i sit ord, for kun det kan mennesket have absolut tillid til. Derfor kunne hverken præster eller helgener eller relikvier stå mellem den enkelte og Gud.

Endnu har de ikke fundet ud af, hvad de skal med stenen, og jeg tror stadig, at den ligger lidt tilfældigt bag alteret og afventer sin skæbne, men præsten må leve med, at der kommer besøgende, der skal mærke ”kraften” i stenen.

Kong Knuds hellige ben i Odense 

I Danmark har vi også en relikvie historie. Her handler det imidlertid ikke om, at den lutherske kirke har fået sit første ”relikvie”, men om, hvorvidt den katolske kirke i Danmark må få en bid eller rettere et ben af Sct. Knud. Menighedsrådet i Odense Domkirke synes det ville være fint, men biskoppen på Fyn satte et kæp i hjulet. Hvis ikke paven vil anerkende de lutherske kirker som rigtige kirker, så skal pavens kirke i hvert fald heller ikke have lov til at vise ben.

Reaktionerne

If. Kristeligt Dagblads lederskribent var det en unødvendig mangel på imødekommenhed. Når den katolske kirke nu så gerne vil have nogle ben, og den lutherske kirke netop er ligeglad med relikvier, så kan de da lige så godt få dem. Overvejelser over, hvad det kunne betyde, hvis foræringen alligevel kom til at bidrage til det indtryk, at relikvier godt kunne have betydning, var aldeles fraværende.

Lutherdommen under forandring?

Hvad der er det rigtige at gøre, skal jeg ikke tage stilling til her. Men man kan konstatere, at den lutherske identitet ikke længere spiller en rolle, som en, der bør fremhæves på bekostning af andet. Det er en udvikling, der har været på vej længe.

På Aarhus Universitet afholder vi i august en international konference, der blandt andet skal se på, hvordan luthersk teologi skal eller vil se ud i en tid, der er post-konfessionel – dvs. i en tid, hvor skellet mellem de forskellige kirkesamfund ikke længere spiller samme rolle som tidligere. Hvad er egentligt uopgiveligt luthersk, og hvad er ikke? Og er det spørgsmål overhovedet et, der stadig kan give mening?

Modviljen mod kirkerydning

I forbindelse med de afviste irakiske asylansøgere, der har til søgt tilflugt først i Københavns Domkirke, senere i Brorsons Kirke har Københavns politik sagt, at de meget nødigt vil rydde en kirke. I Norge, hvor der er flere eksempler på kirkeasyl end i Danmark, har det norske Justisdepartement instrueret politiet i ikke at gå ind i kirker for at hente mennesker ud, der har søgt tilflugt, ligesom heller ikke menighederne har lov til at bruge magt for at få tømt kirkerummet.

De protestantiske kirker har ikke helligsteder på samme måde som den katolske kirke. Alligevel er der tilsyneladende noget særligt ved de indviede kirkerum, der gør ubekvemt for ordensmagten at anvende magtmidler i kirken.

Mulige grunde til kirkeasylets overlevelse

Det er der sandsynligvis to grunde til. Og den ene synes at betinge den anden. Den ene grund skyldes den situation som mennesker, der søger tilflugt i et kirkerum selv sætter sig i. Den anden skyldes den særlige karakter, som gør at kirken stadig har karakter af særligt rum i forhold til resten af samfundet, og som det altså derfor giver mening at søge tilflugt i.

Man sparker ikke på folk, der ligger ned

Det letteste først. Folk der søger tilflugt i en kirke, gør det som sidste udvej. Kirken fungerer som et helle i samfundets orden. Det implicerer også, at kirkeasyl mister sin gyldighed, hvis det ikke er sidste udvej. Overfor folk som placerer sig i den mest udsatte position, har de fleste en indbygget modvilje mod at udøve magt. Man sparker ikke på folk, der ligger ned. Og ved at søge tilflugt i en kirke, har man tydeligt tilkendegivet, at man ser sig selv som en, der ligger ned og intet andet kan (At det rent faktisk kan vise sig ikke at være tilfældet, er en anden sag, som de norske biskopper i deres fællesudtalelse også viser, at de er klar over. Se http://www.kirken.no/?event=doLink&famID=37530).

Kirken som helle

Det andet er sværere at indfange, fordi det i højere grad bygger på en fornemmelse, som måske ikke altid er lige bevidst. Kirkerummet repræsenterer et helle. Tidligere fordi det var klart, at i kirken var man under Guds beskyttelse og uden for kongens rækkevidde. I dag forstås det sandsynligvis mindre håndfast. Måske kan denne mindre håndfaste fornemmelse illustreres med et citat fra Luther: ”Gud prøver hjertet og nyrerne; derfor er han en retfærdig dommer. Men menneske dømmer efter det, de kan se; derfor tager de ofte fejl”.

Når forestillingen om kirkerummet som et særligt sted stadig har betydelig rod i folks bevidsthed, så kan det blandt andet hænge sammen med, at forestillingen om kirken som et helle i samfundets orden er med til at fastholde bevidstheden om, at den absolutte retfærdighed er umulig. Der kan ikke gives nogen garanti for, at selv folk med den bedste vilje ikke tager fejl. Selv det bedste retssystem kan have en brist. Og samfund kan i givne situationer have brug for en påmindelse om, at det ikke kan garantere sin egen fejlfrihed.

Værn mod samfundets selvtilstrækkelighed

Juristen Sten Schaumburg-Müller har bl.a. i bogen Krig – dens legitimitet i religion og politik peget på, at soldater, der er overbeviste om, at de kæmpe en retfærdig krig er mere tilbøjelige til at begå overgreb, end de soldater, som snarere ser krigen som et nødvendigt, men problematisk onde.

Når man viger tilbage for at bruge magt i et kirkerum, kan det bl.a. skyldes, at kirkens magtfrie rum netop understreger, at magtanvendelse højst kan blive et nødvendigt onde

Set fra dette perspektiv kan forestillingen om kirken som et helle i samfundet fungere som et nødvendigt værn mod samfundets tendens mod egen selvtilstrækkelighed.

Kirkeasyl som principiel undtagelse

Tanken om kirkeasyl kan derfor heller ikke fanges ind i regler og love. Så bliver den blot en del af den almindelige samfundsorden. Og netop ikke et helle. Det går heller ikke, at den misbruges politisk – selvom denne definiton er vanskelig -, hvis kirkeasyl skal bevare sin funktion som samfundsmæssig undtagelse.